75 nye fotovogne forventes endnu større indtjening

En opgørelse fra Rigspolitiet viser at de eksisterende 26 fotovogne, i 2012, opkrævede bøder for 294,7 millioner kroner – eller næsten 12 millioner kr. pr. fotovogn.

 

Med de ekstra 75 vogne, som i øvrigt skal betjenes i skiftehold og derfor vil være aktive mange af døgnets timer, forventes de årlige bødeindtægter derfor at nærme sig 1,2 milliarder kroner – såfremt politiet kan opretholde effektiviteten. Det skriver BT.dk den 12. juni 2013.

 

Og netop effektiviteten må forventes at være et af nøgleordene ved de nye fotovogne, som nemlig er udstyret med moderne digital teknologi, som giver bedre billedkvalitet. De eksisterende fotovogne må ofte kassere billederne af fartsyndere pga. dårlig kvalitet.

 

– For regeringen handler det jo tilsyneladende primært om at få nogle penge i kassen. Man har tænkt sig at mangedoble trafikindsatsen, og det er en rigtig god forretning for staten at investere i de nye 75 vogne, siger Karsten Lauritzen, som er retsordfører for Venstre, som også håber at han om en uges tid kan få Justitsminister Morten Bødskov (S) til at indrømme at de nye fotovogne indkøbes fordi Finansministeriet ønsker det. Der er nemlig ikke noget videnskabeligt bevis for at fotovogne får bilisterne til at sænke farten, i forhold til stærekasser.

 

Politiet forventer at de 75 nye fotovogne (ATK’er) er klar i starten af 2014 (hvis de da ikke bliver forsinket, igen).